Kender du H.C. Andersens eventyr Nissen hos Spækhøkeren?
Nissen havde det trygt og godt hos spækhøkeren.
Der var altid grød, maven var mæt, og livet gik sin vante gang.
Men så begyndte nissen at besøge studenten, der boede oppe på loftet i et koldt og fattigt kammer.
Her var ingen grød, men der var bøger.
Studenten brugte sine få penge på en poesibog i stedet for ost.
Nissen undrede sig:
Hvem vælger bøger frem for brød?
Hvorfor vælge det usikre, når det trygge findes lige nedenunder?
Så nissen besøgte studenten og så poesien folde sig ud som et træ af lys.
Da forstod den, at der findes en næring, der rækker længere end mæthed.
Den blev draget af studentens univers og besluttede, at den måtte dele sig og kun gå til spækhøkeren for grød.
Dette eventyr er skrevet i 1852, men det er stadig værd at læse i dag.
For hvor ofte nøjes vi ikke selv med det, der mætter, og nedprioriterer det, der nærer, i en travl hverdag?
Hvor ofte vælger vi vanen, det sikre, det velkendte, selv når vi mærker, at sjælen sulter efter noget andet?
Der ligger en tidløs påmindelse i H. C. Andersens fortælling:
At tilfredshed ikke er det samme som mening.
At vi har brug for at fylde sind og sjæl med andet end det, der blot stiller sulten og tilfredsheden.
Eventyr lever stadig, når vi lader dem tale og rodfæste sig i os i vores børn og unge, så vi forstår hvorfor nissen deler sin tid, og hvorfor ræven kalder rønnebærrene sure.



