Refleksionens kraft
Refleksionen ligger i sproget, og refleksion hjælper os til at løfte vores mindset, så vi kan se vores overbevisninger og værdier udefra. Når vi kan se dem udefra, er det enklere at vurdere, om vores overbevisninger er sande, og om vi træffer beslutninger i vores liv baseret på vores værdier.
Refleksion tager tid – og sprog
Hvis du vil løfte dit mindset op til bjergets top, hvor du får overblikket, bør du læse, tale og skrive. Øv dig i at bruge sproget til at forstå dig selv.
Et eksempel: Tænker du bare “jeg er træt”, så tilføj to ord mere. Måske bliver det til “jeg er træt, urolig og sårbar”. Eller tænker du “hun er sur”, så udvid det til “hun er sur, skuffet og bekymret”.
Når du beskriver med flere ord, opdager du ofte, at der ligger flere nuancer bag den første tanke. Det giver både et mere præcist sprog og en dybere forståelse af, hvad der egentlig sker, i dig selv eller i andre.
Min vej ind i coaching
Jeg har uddannet mig som coach, fordi jeg finder samtaler spændende og elsker at lytte til mennesker og deres unikke fortællinger. Men jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg kunne hjælpe, når mennesker fortalte mig om deres bekymringer og forhindringer.
Med coaching har jeg lært, at jeg ikke skal kunne svare eller komme med løsninger. Jeg skal kunne stille de rigtige spørgsmål, der får mennesker til at tænke nye tanker.
Magien i samtalerne
Det er magisk at høre, når et menneske siger en begrænsning højt og straks selv kan høre, at når det er sagt højt, giver det en helt anden indsigt og forståelse, end når det bare er en tanke.
Dine tanker om drømme, håb, frygt og begrænsninger bliver meget mere konkrete for dig, når du taler om dem med mennesker, der ikke dømmer, ikke finder løsninger, men i stedet udfordrer dine tankers vanlige mønstre via spørgsmål.
Derfor har jeg uddannet mig til coach: fordi jeg gerne vil løfte mennesker op til bjergets top, hvor de kan tage aktive valg om det liv, de gerne vil leve.



